Bæredygtig forretning er bare ikke for alle

“Er det der med bæredygtighed ikke bare en døgnflue?”

Det spørgsmål fik jeg kort tid efter det seneste, historisk grønne folketingsvalg.

Her arbejdede jeg for en mellemstor dansk B2C-virksomhed. Den skulle for første gang i sin mangeårige eksistens have lavet en egentlig vision og forretningsstrategi. Grundlæggeren var nemlig trådt tilbage, og man havde – også for første gang – ansat en CEO udenfor ejerkredsen.

Markedet, som virksomheden opererede i (og stadig gør), er stærkt konkurrencepræget. De fleste har det samme varesortiment, pris er næsten eneste konkurrenceparameter, og digitaliseringen har for alvor sat gang i et udskilningsløb.

Det (og andre faktorer) var på det tidspunkt begyndt at være meget målbart i virksomhedens salg. CEO’ens opgave var derfor både at sikre virksomhedens overlevelse på kort sigt og at fremtidssikre den på lang sigt.

Vi, dvs. CEO’en og jeg, lavede derfor en business case og et strategioplæg, som adresserede begge dele, og som havde bæredygtighed som det helt centrale forretningsstrategiske element.

Vi var glade og stolte af resultatet, og glædede os til at præsentere det for bestyrelsen. Dagen oprandt. Vi præsenterede business casen og strategioplæg. Der var lidt stilhed umiddelbart efter.

Og så kom spørgsmålet:

”Er det der med bæredygtighed ikke bare en døgnflue?”

Her et år og en pandemi senere er der vist ikke længere nogen tvivl om, at det der med bæredygtighed ikke længere er en døgnflue eller nice-to-have. For rigtig mange virksomheder vil det være need-to-have nu og i fremtiden.

Men jeg må også erkende, at det at arbejde forretningsstrategisk med bæredygtighed ikke er for alle virksomheder.

Hvis der ikke er de rette kompetencer i den øverste ledelse, ikke er konsensus og ikke er en fælles vision/ambition om at gøre en forskel for alle interessenter – ikke kun ejerkredsen – så kommer man som virksomhed ikke til at lykkes med det.

Derfor sluttede min opgave også efter det pågældende bestyrelsesmøde. Siden er en ny CEO kommet til, mens alt andet i virksomheden (set udefra) lader til at være uforandret. Og det selvom intet i verden er det.

Scroll til toppen